Topmenu

Kategorier: Sjæl & psyke  -  Hormoner

Ødelæggende temperament

Ødelæggende temperament 

Fra brevkassen: En læser skriver om, hvor træt og flov hun er over sine temperamentsfulde udbrud ...

_____________________________

 

Hej brevkasse.
Jeg skriver, fordi jeg er ved at være rigtig godt træt af mit temperament. Jeg har altid været temperamentsfuld og har hele mit liv kæmpet med vredesudbrud. Men jeg er ked af, at det ofte går ud over mange mennesker omkring mig.
Jeg har såret rigtig mange mennesker, fordi jeg enten kommer til at sige noget forkert eller jeg kommer til at hidse mig op og skabe mig, så jeg slet ikke er til at snakke med. Værst er det gået ud over min kæreste. Vi elsker hinanden højt, men han er ved at gå ud af sit gode skind, fordi jeg altid reagere så voldsomt. Han bliver såret og ked af det og siger han ikke kan holde til det i længden. Det er specielt når vi diskuterer, at jeg enten hæver stemmen og begynder at råbe, eller skaber mig. Forleden dag, da jeg igen var ved at hidse mig op, sagde han, at hvis jeg hidsede mig op nu, så ville han gå. Jeg ville ikke have han gik, men alligevel kunne jeg ikke holde min vrede tilbage…
Min mor har samme reaktionsmønster, så måske er det noget jeg har ”arvet”...
Har du nogle råd til hvordan jeg får bedre styr på mine udbrud? Jeg er virkelig så træt af og flov over, at det skal være sådan. Og jeg får det dårligt med mig selv, når jeg sårer andre mennesker på den måde.

_____________________________


Jeg er helt enig med dig i, at der skal gøres noget ved den måde hvorpå du hidtil har fået afløb for dit temperament. Udfra det du skriver tror jeg, at du nu må have en stærk motivation til at lære at styre dit temperament. For selvfølgelig ønsker du ikke at såre andre mennesker som du har gjort hidtil, og selvfølgelig kan din kæreste ikke i længden leve med den måde du opfører dig på. Selvom du skriver, at I elsker hinanden højt, lider kærligheden et knæk, hver gang du, som du selv kalder det, "skaber" dig.
Jeg kan godt forstå, at din kæreste er ved at nå smertepunktet og måske er han allerede ved at forlade dig, på trods af den kærlighed der indtil videre har holdt jer sammen på. Så man sige, at er det er ved at være i tolvte time, hvilket betyder at du skal handle nu, inden det er for sent.
Hvis jeg skal påpege noget positivt ved din nuværende situation, er det, at du lige nu er top-motiveret til at gøre noget ved din uvane.
Det er først og fremmest vigtigt, at du kan se, at det at være født med et stort temperament, faktisk er en gave. For i det store temperament ligger en masse mod og psykisk energi, som kan bruges konstruktivt. Et stort temperament kan bruges til at opnå noget du virkelig brænder for, kæmpe for noget du gerne vil opnå eller for nogen du holder meget af. Så første skridt til at lære at få styr på temperamentet, er at lære at sætte pris på at du har arvet den egenskab, at have temperament.
Det er vigtigt at du forstår, at selvom den følsomhed der ligger til grund for dit temperament, måske er arvelig, så er måden hvorpå du forvalter det ikke. Du skriver, at du har oplevet, at din mor også har svært ved at bruge sit temperament konstruktivt. Måske har du været vidne til det under din opvækst og tillagt dig selv din mors dårlige vaner.
Vaner er svære at ændre, men det kan lade sig gøre, hvis man virkelig ønsker det. Lige nu skal du kæmpe alt hvad du kan, for at ændre dine vaner og dit reaktionsmønster omkring dine temperamentsfulde udbrud. Vær helt klar over, at du og kun du, på samme måde som du har ansvaret for alt andet; din økonomi, dit hjem osv., også bærer ansvaret for at styre dit temperament. Vær klar over, at den måde du opfører dig på, er noget kun du kan ændre.
Beslut dig for, at ville ændre din adfærd. Beslut dig for at du vil have fuld fokus på dit problem, indtil du har lært at styre dine udbrud. Beslut dig for, at du har fået nok af at såre dig selv og andre.
Sig til dig selv hver morgen: ”Jeg er herre over mit eget temperament". Erkend at det ikke er nogen andres ansvar, end dit eget.
Hver gang du mærker, at du er på vej op ”i det røde felt", så tager du tre dybe indåndinger - helt ned i bunden af maven. Øvelsen øger den indre ro og giver dig tid til at reflektere over din reaktion, inden du eksploderer. Dermed giver du dig selv tid til at finde en anden, og mere hensigtsmæssig og voksen måde, at reagere på.
Hvis tre dybe indåndinger ikke er tilstrækkeligt, kan du evt. vælge at fjerne dig fra situationen, ved at gå ind i et andet rum. Her kan du samle dig og vende tilbage, når du er klar med en mere hensigtsmæssigt reaktion.
Din beslutning om, at du nu vil tage ansvar for dine egne handlinger, vil have indflydelse på mange andre områder. Du vil opleve en øget selvtillid, ro og styrke, og du vil ikke i samme omfang føle dig styret af dine omgivelser.
Vaner er som sagt svære at bryde, så du må regne med, at det vil tage et godt stykke tid at ændre den dårlige vane, du har levet med hele dit liv. Husk på, at du har alt at vinde - og meget at tabe, hvis du ikke får gjort noget ved problemet nu.
Jeg ønsker dig al mulig held og lykke med de anstrengelser der skal lægges for dagen de næste måneder.


Sjæl & psyke
Ny digital hjælp skal gøre det lettere at være forælder til et barn i psykiatrien 

Når et barn eller en ung kommer i psykiatrisk behandling, bliver forældrene ofte dem, der selv må holde styr på møder, aftaler og kontakt til flere forskellige fagpersoner. Fra efteråret 2026 skal en ny digital løsning på sundhed.dk forsøge at samle forløbet ét sted og give familierne et bedre…

Læs mere
Sjæl & psyke
Hver tredje føler sig utilpas i badetøj - Kvinder er hårdest ramt 

For de fleste er en tur til stranden en vigtig del af sommerens aktiviteter. Men for en stor del af danskerne følger der også usikkerhed med, når tøjet skal af, og badetøjet på. En ny YouGov-undersøgelse foretaget for Gjensidige viser, at 34 procent af danskerne slet ikke eller kun i mindre grad…

Læs mere
Sjæl & psyke
Hvorfor får så mange flere ADHD- og autismediagnoser i dag? 

For 20-30 år siden kendte langt færre til ADHD og autisme. I dag fylder diagnoserne langt mere - i familier, skoler, på arbejdspladser og i den offentlige debat. Men hvorfor er antallet af diagnoser steget så meget?

Læs mere
Livsstil
Hvor meget kan du selv gøre for at forebygge demens? 

Kan man selv gøre noget for at forebygge demens? Kost, motion, socialt liv og behandling af syns- og høreproblemer kan have betydning for hjernens sundhed. Men forskningen viser også, at demensforebyggelse er mere kompleks, end mange enkle sundhedsråd får det til at lyde.

Læs mere
Livsstil
Selvmordstanker er tabu 

Danmark bliver ofte fremhævet som et af verdens lykkeligste lande. Alligevel er der hvert år flere hundrede mennesker, der mister livet til selvmord, og langt flere, som i perioder kæmper med selvmordstanker. Det er et paradoks, som kan være svært at rumme - og som sjældent fylder ret meget i den…

Læs mere
Sjæl & psyke
Styrende mor 

Hej brevkasse,

Jeg er 29 år og netop færdiguddannet fra universitetet. Overgangen til arbejdsløshed og meget tid alene har forstærket en tristhed, som egentlig har ligget under overfladen længe. Samtidig er mit anstrengte forhold til min mor blevet umuligt at ignorere.

Læs mere
Pinterest Facebook Twitter RSS Instagram
Nyhedsbrev
Tilmelding til E-Guiden Livsstils nyhedsbrev
Gaveidéer
^