Nu er jeg i uge 23. Min mand arbejder ekstremt meget, og jeg er alene med vores søn det meste af tiden. Jeg føler mig som husmor uden valg og bliver mere og mere vred på ham - for fraværet, for forventningen om at jeg klarer alt, og for at mine egne drømme er sat helt på pause. Jeg elsker ham, men føler mig overset og alene.
Vi havde engang fælles drømme. Mine er de samme, men for ham virker det nok bare at tale om dem. Jeg har forsøgt at sige, at det her liv ikke er det, jeg ønsker, men han kender ikke andet. Er det naivt at tro, vi kan finde hinanden igen - og hvordan kommer vi videre?
Hilsen den fortvivlede
Kære fortvivlede
Det giver god mening, at du er udmattet og frustreret. Du står midt i graviditet, arbejdsløshed, ensomhed og et familieliv med stort ansvar -– uden pauser. Det er ikke mærkeligt, at det føles som om, dine egne behov er forsvundet.
Det centrale problem er, at tempoet har været for højt, og at hverdagen er faldet skævt ud. Du bærer det meste derhjemme, mens din mand bærer arbejdspresset. I er begge pressede - og begge har ansvar for situationen.
På kort sigt kan dine karrieredrømme ikke fylde, som du ønsker. Men de behøver ikke opgives, kun udsættes. Den vigtigste opgave lige nu er at skabe en hverdag, der er mere bæredygtig for dig. Det kræver, at I taler konkret om arbejdsfordeling, forventninger og om, hvordan du også får plads – ikke kun som mor, men som menneske.
Det er ikke naivt at håbe på, at I kan finde sporet igen. Men det kræver handling: færre bebrejdelser og flere klare aftaler. Se denne periode som midlertidig. Når der igen kommer luft i hverdagen, kan dine drømme tages frem igen.
Fat mod det er muligt at komme videre, hvis I begge tager ansvar og hjælper hinanden tilbage i balance.
Mange hilsner
eguide.biz
Om brevkassen
Spørgsmål til brevkassen kan være redigeret og forkortet af redaktionen for at sikre klarhed og læsevenlighed. Svar i brevkassen er tænkt som inspiration og refleksion og kan ikke træde i stedet for professionel rådgivning eller behandling.
